Kolik hos baby
Når vi ser de helt små babyer i kiropraktorklinikken, er det ofte, fordi forældrene søger hjælp, fordi deres barn græder unaturligt meget og er svært at trøste. Mange kommer med diagnosen kolik. Ofte udvikler en kolikbaby sig, som den skal. Barnet tager på i vægt og følger sin vækstkurve – men barnet er ikke glad. Hvilken behandling for kolik kan en kiropraktor tilbyde? Læs videre her, og bliv klogere på kolik og kiropraktisk behandling.
Hvad er kolik, og hvornår starter kolik?
Kolik er betegnelsen for en gråd, der gentager sig mindst tre gange om ugen og har en varighed på mindst tre timer. Derudover skal gråden have været til stede i tre uger eller mere.
Kolik starter ofte, når barnet er 2-3 uger gammelt.
Børn med kolik sover dårligt, græder meget – mest eftermiddag og aften – og har måske en favoritstilling de helst vil ligge i. De har svært ved at tage fat om brystet under amning, og skal hele tiden være på armen af forældrene. Det kan være utroligt opslidende at forsøge at fungere som familie med en kolikbaby, og vi vil altid anbefale en kiropraktisk undersøgelse for at udelukke blandt andet spændinger og låsninger i kroppen, der kan genere din baby og potentielt være helt eller delvist skyld i de koliklignende symptomer.
Behandling af kolik
Hvis en kiropraktisk undersøgelse af dit barn viser, at der kan ligge såkaldt biomekaniske forstyrrelser til grund for symptomerne på kolik, lægges der en plan for videre behandling hos kiropraktoren.
I behandling af dit barn anvendes der IKKE nogen hårde tryk eller vrid, som du måske kender det fra kiropraktisk behandling af voksne. I stedet bruges der mere gymnastikagtige bevægelser kombineret med massagelignende behandling for at forbedre tilstanden i barnets krop. Ofte flyder undersøgelse og behandling ud i et, da babyers biomekanik er let at løsne op, og undersøgelse og behandling derfor ikke behøver at foregå særskilt. Der anvendes blide tryk, der ikke gør ondt på barnet.
Vi hjælper dit barn godt videre
Udover undersøgelse og eventuel behandling giver vi dig naturligvis råd og vejledning i forhold til barnets håndtering og trivsel, og hvis vi finder ud af, at der ikke er noget, vi kan hjælpe med, sender vi jer videre til det rette sted i sundhedssystemet via samarbejde med egen læge.
Det er vigtigt at pointere, at vi som kiropraktorer ikke er uddannede generelt til at varetage børns trivsel eller behandling af børn, herunder behandling af kolik og koliklignende symptomer. Vi er uddannede til at behandle det biomekaniske – også hos børn og babyer. Flere kiropraktorer har også efteruddannet sig specielt i forhold til undersøgelse og behandling af børn og har derfor stor erfaring på området. Men vi hverken kan eller skal erstatte egen læge eller sundhedsplejerske i forhold til den generelle behandling af børn og heller ikke i relation til behandling af kolik.
Kontakt os for en uforpligtende snak
Er du i tvivl, om en kiropraktisk undersøgelse og eventuelt efterfølgende behandling er relevant for din baby? Så tøv ikke med at kontakte os, og få en uforpligtende snak om dine muligheder hos os. Vi glæder os til at hjælpe dig og dit barn.