Behandling af hovedpine og migræne ved kiropraktor

Migræne anses for en meget speciel type hovedpine. Man ved ikke hvorfor nogle får migræne, men man ved, at under et migræneanfald er der en særlig aktivitet i hjernen, og en øget omsætning af nogle stoffer, men hvad det betyder, er endnu ikke afklaret.

Overordnet set findes der to former for migræne: ’Migræne med aura’ og ’migræne uden aura’. Aura er latin og betyder et åndepust. Det skønnes, at ca. hver femte af alle, der lider af hovedpine, har en af disse to former for migræne.

For begge typer migræne gælder, at smerten er dunkende, ofte ensidig, hvor den sidder enten i højre eller venstre side af hovedet. Smerterne er voldsomme og mærkes både fra baghoved, tinding og øjenomgivelser.

Andre symptomer kan være kvalme, opkast, ubehag, lys- og lydfølsomhed, synsforstyrrelser m.m.

Migræne med aura adskiller sig ved, at der som forvarsel kommer symptomer, oftest er de i form af synsforstyrrelser. Symptomerne kan også vise sig som et sort hul, eller være flimrende, lysende og zig-zag-formede figurer i synsfeltet. Aura-symptomerne kan også opleves som lysglimt, nærmest som romerlys.

Forvarslet varer i 15-30 minutter for derefter at forsvinde helt. Samtidig med eller umiddelbart efter kommer selve hovedpinen. Ved nogle anfald kan hovedpinen helt udeblive, så man kun oplever forvarslet.

For begge migrænetyper gælder det, at smerterne er så voldsomme, at man typisk søger sengen i et mørkt og roligt lokale hurtigst muligt. Anfaldene varer typisk nogle timer eller en dags tid, men i værste tilfælde kan det vare op til 3 døgn. Derefter vågner man op, er normalt lidt træt, og har det måske lidt dårligt i en halv dags tid, før man er helt frisk igen. Hyppigheden, det vil sige, hvor ofte man har et anfald, af migræne varierer fra person til person.

Tilstødende symptomer

Mennesker, der lider af migræne, kan også lide afspændingshovedpine eller den nakke-udløste-hovedpine, som i givet fald kan/skal behandles separat. Du kan læse mere om de to andre hovedpine typer ved at klikke på ordene.

 

Årsager til migræne

Der er ofte en familiær tilbøjelighed for migræne, især for migræne med aura, men en egentlig arvelighed er ikke fastlagt.

Mange oplever, at forskellige føde- eller drikkevarer fremkalder et anfald, fx chokolade og rødvin. Disse specielle faktorer varierer meget fra dag til dag og fra patient til patient. Nogle kvinder oplever for eksempel også anfald op til deres menstruation.

 

Hvordan stilles diagnosen?

Hvis du vælger at søge behandling, vil en så præcis sygehistorie som muligt være afgørende for, at kiropraktoren kan afgøre, om der eventuelt skal foretages andre undersøgelser, samt hvilken behandling du kan tilbydes. Noter eventuelt dine hovedpineanfald i din kalender eller lav en decideret ”Hovedpinedagbog”.

 

Behandling af migræne ved kiropraktor

Behandling af migræne er medicinsk.

Den medicinske behandling kan enten være forebyggende eller en behandling af det enkelte migræneanfald.

Hvis patienten har spændings- eller nakkehovedpine ud over migrænen, oplever nogle patienter, at hyppigheden af migræneanfaldene aftager når spændings- eller nakkehovedpinen bliver behandlet, men det er sjældent at migræneanfaldene fuldstændig forsvinder.

Nye retningslinjer for behandling af hovedpine anbefaler manipulationsbehandling ved migræne. Desuden kan det være nyttigt for migrænepatienter med tværfaglig behandling – herunder massage.