Kinesio taping

Måske du tidligere er stødt på begrebet kinesio taping. Men hvad er kinesio taping egentlig, og hvem kan have gavn af behandling med kinesio taping? Bliv klogere på begrebet her.

 

Hvad er kinesio taping?

Kinesio taping er en japansk metode, hvor en ganske særlig tape, kaldet kinesio tape, sættes på kroppen for at afhjælpe smerter og ubalancer i muskler og led. Kinesio taping anvendes af mange professionelle sportsudøvere, men kan også have gavnlige effekter for andre, der døjer med problematikker relateret til det førnævnte. Tapen sættes på med en bestemt teknik, hvor huden strækkes ud, og alt efter problematikken kan der justeres lidt i teknikken for at sikre det mest effektive resultat. Kinesio taping kan bruges både forebyggende og til behandling.

Selve tapen – Kinesio® Tex Tape – er en tape lavet af 100% bomuld, der er et både meget behageligt og åndbart materiale. Tapen kan sidde på huden i flere dage, før klæbemidlet opløses så meget, at tapen løsner sig og falder af, og fleksibiliteten i tapen sikrer, at du kan bevæge dig rundt som vanligt, når du har tapen siddende på kroppen.

 

Hvilke problemer hjælper kinesio taping på?

Kinesio taping anvendes i rigtig mange sammenhænge, men overordnet kan det hjælpe dig, hvis du har problemer i relation til nogle af følgende områder:

  • Sportsskader
  • Hovedpine
  • Fodproblemer
  • Smerter i knæ og skulder
  • Karpaltunnelsyndrom
  • Diskusprolaps

 

Derfor har kinesio taping en forebyggende effekt

Selvom kinesio taping ofte ses brugt til behandling, kan metoden faktisk også bruges til at forebygge, så behandling slet ikke bliver nødvendig. Tapens elastiske egenskaber støtter og aflaster leddene, og lymfe- og blodcirkulationen stimuleres, hvilket reducerer inflammation og hævelse. Det betyder, at kroppens naturlige helingsproces understøttes, og at potentielle problemer afhjælpes og holdes nede, før de kan nå at udvikle sig.