Løberknæ

Er du ramt af såkaldt løberknæ – på engelsk kaldet runner’s knee – kan en af vores dygtige kiropraktorer hjælpe dig tilbage til en hverdag uden smerter. Bliv klogere på løberknæ og den kiropraktiske løberknæ-behandling her.

 

Løberknæ-symptomer – hvad er symptomerne på løberknæ?

Løberknæ er en betegnelse for en belastningsskade opstået i forbindelse med sport, hvor udøveren oplever smerter på ydersiden af sit knæ. I begyndelsen kan smerterne være diffuse, men med tiden vil de gradvist blive kraftigere, og det kan være til stor gene og begrænse den smerteramte i forhold til både sport og almindelige dagligdags aktiviteter.

Smerterne sidder omkring de knoglede udspring på ydersiden af knæet, og det er kendetegnende for løberknæ, at smerterne ikke dukker op straks, du sætter i bevægelse, men at de fremkaldes 5-10 minutter efter, at du er sat i løb. Dog vil smerterne sætte tidligere ind, jo mere skaden udvikler sig. Hvile vil lindre smerterne kortvarigt, og smerterne vil typisk føles mindst intense, når du bevæger dig på fladt terræn eller ned ad bakke, og mest intense, når du bevæger dig op ad bakke.

 

Hvordan opstår løberknæ?

Løberknæ er en betændelsestilstand, der opstår ved langvarig gnidning mellem en slimsæk ved lårbenet og iliotibialbåndet, der er en bindevævshinde placeret på oversiden af lårbenet. Det er slimsækken ved lårbenet, der overbelastes og bliver betændt, og som giver de smerter, der diagnosticeres som løberknæ. Ofte forårsages løberknæ af en fejlbelastning på grund af uhensigtsmæssig løbestil.

 

Løberknæ-behandling og genoptræning af løberknæ

Løberknæ er en ret almindelig sportsskade, særligt for langdistanceløbere og cykelryttere. En overbelastningsskade som løberknæ behandles bedst ved aflastning og ændring i løbestil, distance og hyppighed af træning. Kiropraktoren kan hjælpe dig med at rette i det uhensigtsmæssige bevægemønster, der ofte er hovedårsagen til, at løberknæ opstår. Det gøres gennem manuel terapi kombineret med genoptræningsøvelser, som du selv skal lave derhjemme.