Spændingshovedpine

Der findes forskellige slags hovedpiner, som adskiller sig fra hinanden ved, hvor smerten mærkes. Omkring 60 % af alle personer, der lider af hovedpine, har spændingshovedpine. Behandling afhænger af, hvilken type af hovedpine der er tale om, og det er derfor en god idé at få klarlagt, hvilken en af dem du har. Du kan fx føre hovedpinedagbog for at danne dig et overblik og måske finde et system i din hovedpine.

Episodisk eller kronisk spændingshovedpine

Inden for spændingshovedpine skelnes der mellem episodisk og kronisk spændingshovedpine. De udspringer begge af spændinger i muskulaturen, men den kroniske kommer ofte af overbelastning af muskulaturen. Det kan fx være efter en ulykke eller vedvarende arbejde i fysisk dårlig stilling.

Hvad er symptomerne på spændingshovedpine?

En spændingshovedpine er karakteriseret ved, at den sidder i begge sider af panden og indimellem også ledsages eller udspringer af ondt i nakken. Den er konstant i sin trykkende form for smerte og kan blive bedre ved let motion. Kvalme, opkast og øget følsomhed for lys kan optræde ved den kroniske spændingshovedpine, men kun sjældent ved den episodiske.

Hvad består behandling af?

Du kan gøre flere ting for at forebygge og behandle en spændingshovedpine. Massage af muskulaturen i nakke og skuldre kan være gavnligt. Det kan både være massage, du får af en anden eller fra en massagepude.

Det kan også være nødvendigt med en mere dybdegående behandling hos kiropraktoren. Små pauser med træningsøvelser for nakke og skuldre i løbet af dagen er også en rigtig god idé. Grundlæggende set er der seks ting, du skal være opmærksom på i løbet af dagen, for at være på forkant med en spændingshovedpine. Det handler om at:

  • spise sundt
  • drikke rigeligt med vand
  • dyrke motion
  • sove nok og godt
  • lave afspændingsøvelser
  • være opmærksom på en god kropsholdning og arbejdsstilling.