Svangsenebetændelse
Svangsenebetændelse er en irritationstilstand under foden, der kan komme af en overbelastning af foden. Svangsenen løber hele vejen fra hælen til tæerne, og hver gang der bliver støttet på forfoden, spænder svangsenen op for at holde foden stabil og absorbere stød.
Det er især løbere og folk, der går og står meget i løbet af dagen, der bliver ramt af svangsenebetændelse. Specielt hårde underlag, som fx beton, kan forårsage lidelsen. Der findes dog også andre årsager til fodsmerter omkring hælen. Det kan fx skyldes hælspore, og det er derfor vigtigt at få afklaret hos en behandler, hvad smerterne skyldes, så der gives den rigtige behandling.
Hvad er symptomerne på svangsenebetændelse?
Svangsenebetændelse kan være yderst smertefuldt. Oftest viser smerten sig under hælen, men den kan også optræde under tæerne eller hele foden. Mange vil mærke fodsmerterne efter en aktiv dag. Hvis de optræder i hviletilstand, kan det skyldes en forværring af tilstanden og manglende behandling. Det er derfor vigtigt at få behandlet fodsmerterne hurtigt.
Hvordan er behandling af svangsenebetændelse og andre fodsmerter?
Svangsenebetændelse og fodsmerter generelt kan sagtens forsvinde med den rette behandling. Overordnet set kan behandlingen inddeles i tre fokusområder:
- Hvile
- Fodtøj og indlæg
- Genoptræning.
Det er vigtigt at aflaste foden og give den hvile, så tilstanden ikke forværres. Dernæst kan det være en god ide at udskifte fodtøjet til noget, der giver god støtte til foden og har affjedring ved hælen. Alternativt kan man købe støddæmpende indlæg og svangstøtte til ens nuværende sko. Måske vil det være nok. Det er vigtigt at være opmærksom på, hvor fodsmerterne er, og købe indlæg, der støtter lige præcis der.
Genoptræning er altid vigtigt. Belastning af foden igen skal ske i et langsomt tempo. Går det for hurtigt, vil svangsenebetændelsen komme tilbage. Man kan lave forskellige øvelser for at styrke muskulaturen omkring foden og svangen, fx kortfodsøvelse og balanceøvelse